| Notater |
- H. Ostermann: Nordmænd paa Grønland:
Frederik Diderik Sechmann Fleischer er født den 23 februar 1783 i Klepp præstegård på Jæren som søn af daværende sognepræst her, senere til Nykirken i Bergen og stiftsprovst Philip Fleischer (1745-1807, søn af fhv. proviantforvalter i Grønland, sorenskriver J. S. Fleischer, se denne) og 2den hustru Anne Hegelund Christie (1748-1794).
Da han var knap årgammel blev familien en tid husvild, idet præstegården brændte ved en tjenestepiges uforsigtighed. 3 år gammel kom han med forældrene til Sunds præstegård ved Bergen og 8 år gammel ved farens sidste forflyttelse til denne by. 12 år gammel fik han stedmor, idet faren giftede sig tredje gang med en datter af biskop Irgens. Sin skolegang fik han i byens katedralskole, hvor hans 2 1/2 år ældre bror Edvard Christie allerede gik. I folketællingen pr. 1/2 1801 står han opført som: Herfra dimitteredes han til Københavns universitet, hvor han 4. juni 1802 tog (examen artium> med karakteren haud illaudabilis og derefter tog fat på det juridiske studium med professor Th. Bugge som privatpræceptor. Efter et par års forløb opgav han imidlertid studierne for at gå til Grønland. Han havde stærke konvektioner til dette land, idet ikke blot hans farfar og flere af Fleischerslægten havde virket der, men også hans fætre på mødrene side, de tre brødre Heiberg, som alle samtidig gjorde tjeneste ved kgl. grønlandsk handel. 4. maj 1804 trådte han da ind i samme tjeneste som assistent og udgik til få uger efter.
Efter en kort tid at have gjort tjeneste på inspektoratskontoret i Godhavn udpegedes Fleischer til assistentsposten i det berygtede Upernavik, det nordligste af alle etablissementer i Grønland, nedlagt 1789 på grund af de mange dødsfald blandt kolonisterne, men genoptaget efter nogen års forløb som , ledet af en assistent. Han slap imidlertid med skrækken og blev i stedet for placeret ved Ritenbenk som koloniassistent fra 29. august 1804. Til dette etablissement var han derefter knyttet i 4 år. 1805 overdroges logen Arveprinsens Ejland, der efter gamle købmand Dalagers død 1799 var inddraget under Ritenbenk, til hans bestyrelse således, at han fra høsten til våren ledede hvalfangsten derfra, hvorfor han tituleredes , medens han hver sommer flyttede ind til kolonien for at hjælpe bestyreren med regnskabssager og togternes igangsættelse. I de tre år, han således delte sin tid mellem kolonien og logen, lykkedes det ham flere gange at nedlægge hvaler i revnerne mellem vinterisen og forøge koloniens spækproduktion ganske betydeligt. Da købmand Rousing 1808 forflyttedes, bestyrede Fleischer Ritenbenk i to måneder, til efterfølgeren kom, hvorefter han udnævntes til og bestyrer af logen Kronprinsens Ejland, hvortil
hvalfangstanlægget Hunde Ejland hørte, fra. 20. august 1808. Det var ikke nogen sinecurepost, Fleischer her fik, men en meget betroet stilling, skønt etablissementet i sig selv hørte til de mindst betydelige og folkefattigste i hele . Men i krigsårene rykkede det frem i første række, idet Kronprinsøerne som beliggende yderst i mundingen af det store hvalterræn, Diskobugt dannede, fra tidlig på våren til ud på høsten var en søgt havn for de mange engelske hvalfangerskibe, der sværmede omkring i farvandet. F. eks. var han i 1812 allerede 11. april i forbindelse med et sådant skib, som lagde til og fortøjede ved iskanten et stykke udenfor øerne. Englænderne optrådte som regel meget fredeligt, men der gaves dog undtagelser. Således indfandt der sig 25. juli 1809 en engelsk brig, som, da den kom i nærheden af øerne, tonede orlogsflag og forlangte lods for at løbe ind i havnen. Da den imidlertid ingen ordre hertil kunde fremvise, nægtede oberassistent Fleischer den lods og bøjede sig først for kravet, da Englænderne og . Der dreves i krigsårene en udstrakt snighandel mellem befolkningen og de engelske hvalfangerskibe, og det gjaldt om at passe på for at forhindre så meget deraf som muligt. I denne hensigt ordnede Fleischer det da således, at handelsvarerne fra butiken væsentligst kun kunde købes for grønlandske produkter og ikke for (de ved snighandelen erhvervede) penge - altså den gamle tuskhandel om igen. Da befolkningen på øerne i 1811 indgav klage herover til inspektøren, stillede denne sig ganske på Fleischers side, idet han rentud erklærede til Grønlænderne: kom med Jeres produkter, så skal I nok få varer! Medens øerne ellers plejede at være fremragende fangesteder, indtrådte der i vinteren 1812-13 misfangst og nød. Skønt Fleischer gjorde, hvad han kunde, for at lindre denne, viste befolkningen, der ved omgangen med de mange fremmede skibe var bleven forvænnet og fordringsfuld, stor bl. a. ved at nægte at flænse og hjembringe spækket af en tidlig på våren fanget storhval. Men Fleischer klarede situationen ved at udskænke til de arbejdsvillige 11/2 gallon rom, som han for grønlandske produkter havde tilforhandlet sig netop i sådan hensigt fra en engelsk hvalfanger. Et andet for Grønlændere temmelig usædvanligt træk hændte samme vinter, idet et komplot af 6 mand gentagne gange om natten brød ind i logens pakhuse og ved hjælp af en slags ske på et langt skaft gennem spunshullerne på de der liggende fustager rug- og hvedemel. Fleischer viste sig dog også her situationen voksen, idet han fik gerningsmændene sådan stillet i gabestokken for deres landsmænd, at de måtte fortrække fra øerne. Senere forbød inspektøren dem at vise sig der oftere. Det fremgår af det ovenfor fortalte, at bestyrerposten på Kronprinsens Ejland i disse år krævede en mand med en bestemt karakter, der tillige forstod at tage Grønlænderne på den rette måde ud fra et indgående kendskab til deres tankesæt, og tillige af ubestikkelig redelighed for ikke at falde for den fristelse ved fraternisering med folk, der dog, når alt kom til alt, tilhørte en fædrelandet fjendtlig nation, at skaffe sig uretmæssige fordele. Fleischer besad disse egenskaber, derfor blev han mod al sædvane og alle avancementsregler siddende på denne ellers lidet ansete post krigsperioden over; han er den af alle dette etablissements bestyrere, som har siddet der længst. Tilmed måtte pga grund af omstændighederne anlægget på Hunde Ejland midlertidig nedlægges, hvorved hans indtægter selvfølgelig formindskedes, og af samme grund reduceredes mandskabet til nogle få kolonister, hvorved hans arbejde ligeså selvfølgeligt forøgedes. For nu i nogen grad at opveje dette og som en fortjent anerkendelse for hans fortrinlige bestyrelse udnævntes Fleischer fra 1. juli 1814 til købmand, men blev endnu en tid siddende, hvor han var. Kronprinsens Ejland en vigtig og betroet post i disse for Grønland så vanskelige år. 1810 bemyndigedes Fleischer til fra de mange anløbende engelske skibe at tilforhandle sig for grønlandske produkter så meget brød, som på nogen måde kunde fås, desuden smør, bly, papir, tobak, the, kaffe, løg og sennep samt - såvidt det lod sig gøre -- . Han skilte sig fra dette delikate hverv så godt, at Nordgrønlands etablissementer under krigen ikke led nær så megen nød som Sydgrønlands - uden at fædrelandets ære par nogen måde led skår derved.
Til Kronprinsens Ejland kom ligeledes de fra engelske handelshuse udrustede proviantskibe, som inspektørerne Motzfeldt og Myhlenphort ved deres forbindelser skaffede frem til undsætning for de betrængte kolonier, således i 1811 fregatten , og lasterne oplossedes her. Fra Kronprinsens Ejland fandt der derfor stadig udleveringer sted til andre pladser, hvilket krævede stor påpasselighed og medførte et indviklet regnskabsapparat, men her fejrede Fleischers koloniadministration gang på gang triumfer og berømmedes med rette både i landet og i inspektørens indberetninger til autoriteterne hjemme. At det til sidst alligevel svigtede med forsyningen til etablissementerne, fordi der ikke var mere at administrere, var ikke hans skyld.
Uagtet Fleischer således var bundet til sine udhavsøer en stor del af året på grund af alle disse gøremål, var han ikke uden adspredelser, som dog naturligvis måtte søges andetsteds. Men den tids betjente gik ikke af vejen for farefulde rejser over oprørt hav sent på året, eller over sprækkefyldt, strømskåret og gyngende is om vinteren for at komme til at nyde hinandens selskab en dag eller to. 20. oktober 1810 tog han efter indbydelse til Godhavn for at deltage i et selskab hos inspektøren, hvor der foruden mineralogen Giesecke var 15 forsamlet. Vinteren 1812 udmærkede sig særdeles i så henseende. I februar var han således med flere gæster, deriblandt missionær Hartz fra Egedesminde, i Godhavn på besøg i over en uge, hvor der bl. a. i beskedenhed holdtes fest hos inspektøren, Gudstjeneste med altergang og bivånedes hedningedåb. Næppe hjemkommen herfra fik han besøg af inspektøren og Giesecke, i hvis selskab han derefter rejste hele Diskobugt rundt, fra det ene etablissement til det andet, i stedse større kortege, til sidst 16 slæder i følge, fik besøge sin fætter Hans Mossin Fleischer i Ritenbenk og fulgte derfra med inspektøren til Umanaq over Nugssuaq-halvøen, derfra tilbage til og endte i Godhavn, hvor inspektøren gav selskab for 15 europæiske herrer og damer, hvilket gav Giesecke anledning til den bemerkning, at . Først 16. marts kom han atter hjem til sine øer - over gyngende is og i bestandig livsfare. Også i hungervinteren var der enkelte sådanne lyspunkter i hans tilværelse. Således deltog han efter indbydelse fra Motzfeldt i Godhavn i anledning af kongens fødselsdag januar 1813 i , hvor de sidste to flasker vin, som inspektøren havde gemt til denne festlige lejlighed, blev drukket , Ellers var det nu meget skralt med europæisk proviant over hele linjen; i anledning af, at der kort før årskiftet var fanget et par hvidhvaler i Godhavn, tegner Giesecke situationen med et enkelt meget sigende penselstrøg: . Man må beundre, at inspektøren under disse omstændigheder virkelig har kunnet gemme så meget hen, at han kunde glæde sine lidelsesfæller ved at holde fest for dem på hans majestæts geburtsdag! Endelig slog Fleischers forløsningstime. 7. juli 1815 overtog han
købmandsposten i Godhavn, den var i sig selv ikke synderlig mere indbringende end den, han forlod, men han levede dog her i selskab med flere europæiske ligemænd - og desuden var der en hensigt forbundet med denne forflyttelse. I august s. a. gik Motzfeldt til Danmark for at rekreere sig efter krigsårenes strabadser, og ved sin afrejse konstituerede han Fleischer som inspektør. I denne stilling virkede han i to år og havde fuldt op at gøre med under den nu mere og mere regelmæssige besejling og tilstrækkeligere forsyning at få etablissementerne bragt handelsmæssig på fode igen og rådet bod på alt det forfald, som bygninger, fartøjer og alt andet alle vegne var kommen i, og han nåede langt i sine bestræbelser herfor. Der kan ikke være tvivl om, at Motzfeldts hensigt med konstitutionen var, at Fleischer, såfremt han ikke selv kom tilbage, skulde være hans efterfølger i embedet som inspektør for Nordgrønland. Når han ikke opnåede den faste udnævnelse hertil, hvad ikke blot hans udviste administrative dygtighed, men også hans juridiske kundskaber berettigede ham til, så havde dette en ganske bestemt årsag. Som adskillige af sine samtidige kolleger havde Fleischer levet i "naturligt ægteskab> med en Grønlænderinde, Christiane, og havde 4 børn med hende. Det var dengang et princip hos direktionen ikke at give overordnede betjente tilladelse til at ægte indfødte, og man havde derfor set gennem fingre med sådanne forbindelser. Efter krigen slog man ind på et strengere syn herpå, og har derfor ikke villet udnævne en mand, der stod i en sådan forbindelse, og Motzfeldt, der selv havde levet i en lignende, har været afskåret fra at gøre sin indflydelse gældende med tilstrækkelig kraft til fordel for sin protege. 1817 korn en ny inspektør til Godhavn, Fleischer overleverede ham embedet og trådte tilbage i sin forrige købmandspost. Men samtidig hjemsendte han sin afskedsbegæring og 1818 fratrådte han sin post i Godhavn og hjemgik 1. september. At dette udelukkende skyldtes krænkelse over at være forbigået, er udenfor al tvivl, så meget mere som han måtte vide, at han ingen udsigt havde til befordring i Danmark, idet direktionen allerede i 1814 havde meddelt de grønlandske betjente, at på grund af krigens ophør blev . Det eneste Fleischer opnåede for sin mangeårige og opofrende tjeneste i Grønland under så hårde vilkår, var at han udnævntes
til . Senere nedsatte han sig som købmand i Aarhus, hvor broren Edv. Christie Fleischer (1780-1854) var overlærer ved katedralskolen. Han giftede sig med Ane Mette Kirstine Klitgaard (f. 18/6 1779) og døde 3. september 1849 af apopleksi. I Aarhus Avis for dette år nr. 148 bekendtgøres dødsfaldet således:
I samme avis nr. 149 findes følgende avertissement: [3]
|
1783 - 1849 (66 år)
