I dag er vi igen på Horsetoftevej. Det er et fint billede fra det tidlige forår. Jeg sidder på jorden og leger med en pind og stikker benene ind på billedet. Forhaven var fuld af forårsblomster og fra det tidlige forår var der gult af erantis. Om sommeren var det en fin staudehave, som min mor var flink til at passe. Pep, vores hønsehund, er også kommet med på billedet. Man kan også lige skimte lastbilen, som min far kørte varer ud med for en trælasthandel i Ringsted. Tiderne var ikke til, at man kunne overleve på de få tønder land man skimter i baggrunden, så både min far og mor supplerede indtægten. Min mor havde lidt rengøringsarbejde i et privat hjem i nærheden, og roer lugede hun for Knud på Selvadsgården. Man var vel fra sydhavsøerne. En overgang ordnede hun værelser på Hotel Casino i Ringsted. Da hun blev eneforsørger fik hun arbejde på Dansk Kunststof Industri i Sandby og kørte frem og tilbage i sin lille røde Toyota. Det var en god tid, for den ekstra indtægt udløste et ugentligt Anders And blad fra Brugsen i Sandby, og der vankede måske også en sodavand på dage, hvor man ellers ikke kunne forvente den slags. Dengang skulle der ikke meget til at gøre en forskel.
Det andet billede er taget nede fra grusvejen, der førte til Horsetoftevej 18 og naboen, nr. 16, som ligger bagved. Naboen var i mange år Frederik, en gammel enkemand, som vistnok var barnefødt på det lillebitte gårdbrug. Han havde en eventyrlig have med æbletræer af alle sorter. I gode æbleår blev der samlet og kørt til mosteriet i Farendløse. Jeg har for nylig opdaget, at man stadig kan købe æblemost fra Farendløse. Det er den selvsamme etiket som dengang, og da jeg stod med flasken i hånden, var jeg pludselig 8 år igen. Samme Frederik levede sine sidste år i en helt nybygget beskyttet bolig i Ringsted, og jeg tænkte, da vi besøgte ham, at han var fuldstændig malplaceret her. Det var som at få Findus og Pedersen til at flytte ind i et rumskib, fordi Frederik var en fra en anden tid. Han gik rundt med kasket og vest, ikke fordi det var moderne, men fordi han altid havde gjort det. Nu sad han her med sine nye køkkenskabe og så lidt fortabt ud. Grusvejen kunne i snevintre give udfordringer. Den føg hurtigt til, og når en bil skulle ud om morgenen, var der masser af motion til husets raske drenge. Jeg selv blev fragtet tværs over marken sådan en vinterdag, hvor jeg som lille drenge havde lavet en dyb flænge i min kind. Derfor gik det med traktor over marken og hen til åben vej og en bil der kunne få mig på sygehuset. Jeg fremviser gerne aret på foranledning.