Notater
Match 51 til 100 fra 1,173
| # | Notater | Knyttet til |
|---|---|---|
| 51 | Begravet i muret Grav på Nykirkens Kirkegård. Der blev også ringet med klokkerne i Bergens domkirke. | Christie, Anne Hegelund (I919)
|
| 52 | Bopælen er angivet til "Kastaniegaarden" | Lidsmoes, Inger Cathrine (I438)
|
| 53 | Bor hos plejefader, parcelist Hans Jørgen Hansen i Tostenæs Kobbel. | Hansen, Hans (I3073)
|
| 54 | Bor i Græsbjerg Kundskab og Opførsel: Meget godt | Henriksen, Eva Marie (I776)
|
| 55 | Bor ved konfirmationen hos Enke Naomi Schmidt. Konfirmationen Får af præsten skudsmålet "Ret flink". Blandt de øvrige konfirmerede i årene ses følgende forskellige skudsmål: Tankeløs og doven, Flink og opvakt, Temmelig tarvelig, Nogenlundne, Flittig men dårlig begavet, Flink og velbegavet, Langt tilbage. | Schmidt, Eleonore Dorthea Elisabeth (I819)
|
| 56 | Bror til Peder Andersen, gårdmand på Lundager, matr. 7 (Nymøllevej 2). | Andersen, Lars (I2131)
|
| 57 | Da Gjorslev i 1743 blev nedlagt som Ryttergods og solgt, var der en Del veltjente Ryttere, som man ønskede at hjælpe. Hjælpen bestod som Regel i, at man overlod dem en Bondegaard, hvor der var en Enke eller en giftefærdig Datter, som han saa overtog sammen med Gaarden. Paa den Maade fik Niels Løve Mosegaard. De gamle sagde, at Niels Løve var "saadan en akkurat Mand", og hans Kone sagde: "Da jeg hed Kirsten Løve, var jeg Kone. Nu hedder jeg Kirsten Hendriks og er kun en gammel skidte". Niels Løve og hans Kone var et dygtigt og agtet par. Niels Løve fik sit Fribrev 1769 og døde Aaret efter. Kirsten har altsaa været gift med Niels Løve fra ca. 1743 til 1770, da Niels Løve døde, ca. 27 Aar, og hun har vel næppe faaet Børn senere. Fribrevet, som lyder paa Niels Løve og hans Slægt, findes paa Mosegaard. Da Niels Løve var død, maatte hans Enke gifte sig med Hendrik Jørn' eller maaske Hendrik Jørgensen. Niels Løve havde en Søn, Lars Nielsen, som fik Ejendom i Strøby og blev Farfader til Lars Jensen paa Espekær. Der var desuden en Datter, Kirsten Niels Olses, men om "Løven" eller Hendrik var Fader til hende, vides ikke. Men det har antagelig været Niels Løve, for det er ikke sandsynligt, at Kirsten skulde have faaet Børn i andet Ægteskab, efter at hun havde været gift med Niels Løve i ca. 27 Aar. At hun i et gammelt Skøde skriver sig for Kirsten Hendriksdatter tyder paa, at Hendrik er hendes Fader, men Hendrik er næsten aldrig blevet opnævnt, og det lyder modsat. (Familien på Toftkær) | Familie (F94)
|
| 58 | Dagmar var Niels Erik Nielsens anden hustru og kom oprindeligt fra Djursland. Hun var forfatter og skrev ud over bøger også causerier til Danmarks Radio. Hun interesserede sig meget for den stevnske slægt, og havde en stor korrespondance med sin svigerfars søster Gudrun, der skrev og sendte hende beretninger om sin barndom på Stevns. Fra Stevns bibliotekernes hjemmeside: Om forfatteren Dagmar Nielsen (1925 - 1996) og hendes forfatterskab skrevet af mag art Lisbeth Askjær-Larsen. Dagmar Nielsen blev ved sit ægteskab med forfatteren Niels E. Nielsen stevnsbo. Hun stammede oprindelig fra Djursland og flyttede i 1969 til Sigerslev på Stevns. I de år, Dagmar Nielsen tilbragte på Stevns, fik hun udviklet sit talent til at skrive, og det var litteratur, som passede til dagliglivets mennesker, altså ikke tørre, utilgængelige eller akademisk prægede tekster. I modsætning til sin mand Niels E. Nielsen havde hun ikke sit blik rettet imod de fjerne horisonter eller fremtidens samfund. Det var mere det nære miljø og dagliglivet, der optog hende, altså det daglige livs små glæder, der lyser op på en råkold dag. Dagmar Nielsen udgav følgende samlinger : 'Tvillinger, tårer og tusindfryd', 1977, 'Dage under et stråtag', 1979, 'Kald mig kun en tåbe', 1983, 'Græsset på min grønne vej', 1984, 'Regnbuen over min køkkendør', 1989. Foruden sit forfatterskab var hun beskæftiget med at skrive causerier til Danmarks Radio. Mange kunne godt lide at lytte til den livskloge Dagmar Nielsen, der kunne skrive og fortælle om dagliglivet, således som vi alle fornemmer det, men måske ikke får sat ord på. I det indledende essay i samlingen 'Tvillinger, tårer og tusindfryd' fortæller hun om sin ankomst til Stevns og den følelse af fremmedgjorthed, som hun følte i begyndelsen, indtil hun havde besluttet sig for at ville falde til på sin nye egn : 'Man er løsrevet fra sin sammenhæng, føler sig som en gæst på stedet, en træt gæst, der længes inderligt tilbage til de kære derhjemme. Tager man en tur til byen, går man på gaden og er anonym som et stykke ubeskrevet papir. Ingen hilser glad genkendende på én, og man kender ikke selv et eneste ansigt. Man er uden identitet. Det tager tid at blive hjemme på en ny egn. Nogle tilflyttere bliver det aldrig. Retter ustandselig blikket bagud og sammenligner. Og det går jo ikke i længden. Ikke alt derhjemme var godt. Og ikke alt er skidt på den nye egn! Derfor, af ren og skær selvopholdelsesdrift satte jeg mig selv stolen for døren : Se så at blive hjemme på det nye sted!' (Ibid., s. 8). 'Jeg kom til Stevns sidst på vinteren. Alt var så trist, mest jeg selv. Nattefrost og sne vekslede med tåge og slud. Opkørte, fedtede veje, afskallede kridtstenshuse, kuldskære mennesker, der var alt andet end oplagte til forbrødrethed med en tilflytter. Var jeg i brugsen, stak folk hovederne sammen og så skarpt på én. Naboen, en gammel kone, vendte hovedet den anden vej når hun gik forbi én. /./ "Stevnsboere er af natur noget reserverede over for fremmede, 'trøstede min mand.' de skal bare ha' tid til at se dig an. /./. ' ' (Ibid., s. 9). Som tilflytter på Stevns skulle Dagmar Nielsen præsenteres for de stevnske seværdigheder, herunder den berømte hængebøg på Store Heddinge Kirkegård. Om den oplevelse skriver hun følgende: 'Da vi stod under den 25 meter høje hængebøg, som næsten skjuler kirkens centrale del, hørte vi orgelmusik fra rummet derinde. /./ Vi så op i bøgens kuppel. Europas største hængebøg, omkring 400 år gammel. Slægt efter slægt har stået som vi og set op i disse lysegrønne kaskader af løv, beundret solens glitrende spil gennem de dunede blade, hele løvskyer over vore hoveder.' (Ibid., s. 12). Stevns Klint, den mest berømte seværdighed på egnen, gjorde stort indtryk på Dagmar Nielsen, der beskriver sit første indtryk således : 'Ja, klinten. Jeg må indrømme : her kan Djurslands lerklinter ikke klare sig i skønhed. Første gang jeg så Stevns Klint, var jeg helt overrasket. Vi havde cyklet langt den dag. Lidt trætte satte vi cyklerne fra os, for at spadsere ud til den lille grå kirke derude på klinteranden. En uforglemmelig aften. Det var, som holdt det grønne land pludselig op et sted i luften. Dybt nede og langt ude lå Østersøen og lyste i flaskegrønne og violette farver, med synlig kridtbund i blågrønne pastelfarver.' (Ibid., s. 19 - 20). I det essay, der har givet navn til samlingen, 'Tvillinger, tårer og tusindfryd' fortæller Dagmar Nielsen om den smertelige adskillelse fra sin tvillingsøster Bodil. Det føltes som en kronisk sult. Det er tusindfrydene, der binder teksten sammen, idet hun såvel i skrivende stund som i erindringens lys ser blomsterne stråle i det grønne græs. I essayet 'Håbet i en vinternat' tænker Dagmar Nielsen tilbage på det år, der er gået. Har det taget noget fra en, som var aksen i ens liv? Var der noget, som man forsømte i det år, der nu er gået? Hun erkender, at undladelsessynderne er de sværeste at bære og erkender, at der såvel i det år, som er gået, som i det kommende år vil være lys og mørke, glæde og sorg. Hun er dog stadig en optimist, der altid ser lyset begynde der, hvor skyggens grænse sluttede. I denne bog har Dagmar Nielsen samlet causerier, som hun tidligere havde læst op i radioen. Hun er blevet kaldt for 'Danmarks Dagmar', og hun beskrives i forlagets præsentation som et lyspunkt, der har glædet mange mennesker med sin evne til at suge indtryk til sig og fortælle dem videre, så de bliver levende for såvel radiolyttere som læsere. I 1983 udsendte Dagmar Nielsen en samling essays med titelen 'Kald mig kun en tåbe' (Hernovs Forlag). På bogens omslag præsenteres hun på denne måde : 'For Dagmar er selv et hverdagsmenneske; med arbejdshænder, men også med det sjældne: Klare øjne, der ser det hele . at vi fumler, ta'r fejl, tit, og dog finder mod til at prøve igen!' I essayet 'Året i Glimt' fra denne samling beskriver hun et år, der er gået, på følgende måde : 'Blikket søger uret. Gamle ur, kar for tidens ubønhørlige dråbefald. Et år er levet. Har det sat sig spor? Stjal det noget, man anså for umisteligt, og som man dog måtte leve foruden? Gav det fremgang, fællesskab med andre? Gav det blot én dag, der aldrig glemmes?' (Ibid., s. 77). I et liv vil der både være glæde og sorg. Selv i den mindste afkrog sætter livet dets spor. Sådan er virkelighedens verden ifølge Dagmar Nielsen : 'VIRKELIGHED! Det er et miledybt ord. Selv tabet af en kær kan man leve videre med, mindet har man tilbage. Og dødens meningsløshed kan ikke være det sidste ord i sagen. De døde lever i vore sind, de lever i vore drømme, hvorfor skulle de ikke også leve andetsteds.' (Ibid., s. 86). Det er i hverdagen, at Dagmar Nielsen anbefaler os at søge de små glæder, som man bør forsøge at få øje på : 'Man skal bare suge til sig de små glæder. Hverdagen har storhed og skønhed og mærkværdighed nok, det gælder bare om at få øje på det. Have blikket åbent også for de barokke ting, for Storm P.' ske bagateller.' (Ibid., s. 86). Forfatteren opfordrer til en bedre brug af tiden, til at bruge det kommende år til at komme hinanden noget mere ved og acceptere hinandens særheder, dvs. slippe nogle af sine fordomme over for andre mennesker : 'Ingen hånd kan fange tiden, men måske kunne vi prøve at bruge den lidt bedre i det nye år. Finde sammen. Acceptere hinandens særheder. Dele tanker. Med et udtryk af Seedorff ' give den flygtende time en tilvækst af lykke'. Sige tak for hver livskabt dag, man får.' (Ibid., s. 86 - 87). I samme tekst giver hun en beskrivelse af Stevns Klint, set fra Stevns Fyr : 'Høstlandet er tavlet ud i grønt og guld. Solen er rød og for nedadgående derovre i vest. Sejlskibe stryger om klint og næs. Handelsskibe ses langt ude - sejler de eller flyver de? De hvide færger går i ét mellem hav og himmel. Derovre ligger klintekirken - husker ud? Også denne gamle kridtstensbygning besøgte vi en månelys aften hen under høst. Også det var en oplevelse: Månen gjorde de hvide klinter endnu hvidere, men havet dér dybt nede var grøn-violet. Derude glimtede fyrene fra Sveriges kyst, og med bestemte mellemrum gik en lyskegle fra Stevns Fyr over hav og land. Alt var stille, kun havet sang sin gamle sang dernede mellem rullestenene. Og der lå den gamle kirke. Men koret er borte, hjertet er som skåret fra dette gamle Gudshus, der gemmer så mange minder .' (Ibid., s. 78). I 1984 udkom essaysamlingen 'Græsset på min grønne vej' på Hernovs Forlag. I det indledende essay giver hun en beskrivelse af Sigerslevs bygade : 'Denne bygade er ældgammel, måske tusind år eller mere. Generationers beboere har trampet ad vejen gennem landsbyen. Den gemmer spor efter mange, mange .' (Ibid., s. 7). Hun giver i øvrigt også en beskrivelse af mosen i Sigerslev : 'Året rundt ligger mosen og venter, en oase for naturtørstende sjæle. Den lille sø er et fristed for fuglene, og i beplantningen om søen holder småvildtet til. Om sommeren ser man mange spadserende på mosevejen, en græsbulket jordvej.' (Ibid., s. 9 - 10). Mosen beskrives ligeledes i essayet 'Grøn Fred' : 'Men vi landsbyfolk er stolte af vor mose. Den er kendt i museumskredse. Det var i denne mose, at det første okseskaft fra stenalderen lod sig finde. Det var i 1897, /./.' (s. 32). Dagmar Nielsen kommer også i denne samling essays ind på begrebet sorg, som rammer de fleste mennesker i løbet af et liv, men som vi tackler forskelligt afhængigt af vores natur. Sorgen rummer den mulighed, at et menneske kan blive dybere, men der vil jo altid være mennesker, som kun ønsker at befinde sig på livets overflade : 'Sygdom og dødsfald fornemmes af alle som indbrud i vort ordnede liv. Tankerne kredser om den kære afdøde. Nu bagefter var der så meget, man ønskede ugjort eller anderledes, men vi holdt jo dog så inderligt af hinanden. At blive et dybere menneske, det står åbent for hver den der er gået gennem lidelsen. Lindring er udelukket, ingen kan afhjælpe din sorg. Den er din alene, og den bekræfter din kærlighed .' (Essayet 'Humor: Livets Nådegave', s. 25). I essayet 'Stemmer fra postkassen' kommer Dagmar Nielsen også ind på sorg- og krisebegrebet. Det er hendes opfattelse, at man igennem prøvelser får bedre forståelse for andre mennesker : 'Ingen mennesker undgår tunge sorger og kriser. Man kan nok komme over dem uden at blive bitter, da tror jeg, man bliver bedre egnet til at leve. Fordi man da får større forståelse for andre, der har det svært. Kommer man over en sønderknusende skilsmisse med livsmodet i behold - da er der gods i én!' (S. 126). Det bedste for et sørgende menneske er at få at vide, at man har ret til at sørge, at den sorg, man føler, er berettiget : 'Alle vil vi, inderst inde, høre dette : Du har ret til din klage over, at du ikke blev skånet. Den rette trøst, mente lægen, bør være lige langt fra den leddeløse medynk og den overfladiske opmuntring.' (Ibid., s. 25). Det var lægens opfattelse, at det sørgende menneske har brug for anerkendelse af dets følelsers berettigelse og en rolig og beskeden medfølelse. Den mennesketype, som Dagmar Nielsen opfatter som det værdifuldeste, er følelsesmennesket, der har de største udsving i sindets tilstand : 'De mest værdifulde mennesker er i øvrigt ofte mennesker med stærke følelser, og prisen for et rigt følelsesliv kan være, at disse mennesker kan være enten højt oppe eller dybt nede. Men er det ikke også bedre end at leve sit liv som "den lunkne mellemvare?' (Essayet 'Humor : Livets nådegave', s. 24). I essayet 'Grøn Fred' giver Dagmar Nielsen en beskrivelse af østbanetoget : 'Jaja, alt skal da heller ikke være så skrigmoderne og strømliniet, tænkte jeg og følte mig såret på vort lille trofaste togs vegne. Vi holder af vor lille skinnebus, når den som en lun opholdsstue fyldt med venner og bekendte og overvåget af en tjenstvillig konduktør, ruller os ad Køge til. Og siden som en glad lille gris stikker tværs over de flade, stevnske marker, over ådalen og langs Klippinge bjerg mod Rødvig, hjem til vort igen.' (S. 34). I essayet 'Græsset på min grønne vej' får man som læser et godt indtryk af Dagmar Nielsens evne til at opleve tilværelsen : 'Fra bilens nedrullede ruder fik jeg en hel verden foræret. En afsides lille verden med velplejede haver og vasketøj på snor, en lille arrigt gøende hund foran et gulkalket hus - den ser nok ikke fremmede hver dag. /./.' (S. 59). Det samme indtryk får man, når man læser essayet 'Det går mod høst' : 'Ud og se! Lagre sommersyner op til grå vinterdage. En sommer er så kort, så vemodig kort. Det gælder om at gribe nuet, når det er der. /./.' (S. 106). I slutningen af samlingen kommer forfatteren med en opfordring til større sammenhold mennesker imellem : '/./ Gid vi alle ville prøve på åndelig talt at tage hinanden i hånden og se hinanden i øjnene, ikke som fjender, men som brødre og søstre. /./ ' (Essayet 'Drømmen', s. 151). Disse udvalgte citater fra nogle af Dagmar Nielsens essaysamlinger vidner om et menneske, der forstår at opleve livet og være på højde med det, forstået på den måde, at vedkommende ikke fortaber sig i det livsfjerne, men tværtimod evner at suge til sig af tilværelsen og bruge livet på en god måde, også til gavn for dets medmennesker. Dagmar Nielsen havde en særlig evne til at opleve livet omkring sig, en evne, der næsten kan sidestilles med et barns oplevelsesevne, nemlig den sans for at suge til sig, som for mange menneskers vedkommende går tabt under hverdagens trivialitet. Denne evne omsatte hun i ord og gjorde dermed det daglige liv nærværende for sine læsere, der kan nikke genkendende til mange forskellige episoder fra hverdagen. Ved at læse Dagmar Nielsen kan man blive mere klog på livet. Dagmar Nielsen blev stevnsbo, fordi hun bestræbte sig på at ville være det, og fordi hun satte sig ind i det stevnske og forsøgte at få et godt kendskab til mennesker omkring sig, således at hun på den måde blev indviet i noget af det, der karakteriserer det at være indfødt, kendskabet til et medmenneskes personlige baggrund osv. Forfatteren Dagmar Nielsen overlevede sin mand Niels E. Nielsen, der døde i 1993. Sin sidste tid tilbragte hun hos en datter på Djursland. | Jørgensen, Dagmar (I1670)
|
| 59 | Datteren Valborg, der før saa ofte saas, i Gymnastiksalen som Leder af Pigegymnastiken, var blevet mærket af Sygdommen, saa hun ikke kunde øve den Idræt, som hendes Hjerte attraaede. - Det syntes dog, som hun vandt Sejr over Sygdommen. Hun bevægede sig igen ude blandt Ungdommen, blev viet til sin Trolovede og rejste ind i sit dejlige Hjem i Kr. Hyllinge. Omtrent samtidigt fraflyttede L. P. Eliasen og Hustru Hjemmet i Ejby og drog til Nr. Hyllinge igen. - Men atter tog Sygdommen Overtaget, og den 13. Juni 1918 lukkede ogsaa Valborg sine øjne for stedse. (Biggard: Minder om Lars Peter Eliasen og Ane Eliasen) | Eliasen, Valborg (I1967)
|
| 60 | Der betaltes 2 rdlr. for ligprædiken. | Mortensdatter, Anne Christine (I1975)
|
| 61 | Dette ægtepar kendes kun fra kirkebogsindførslen ved Kirstens begravelse, da skriver præsten: "Fer. l. Nat. Christi 1688 begravet Anders Hansens moder Kirsten Hanses af Tornemark. | Familie (F116)
|
| 62 | Dette ægtepar kendes kun fra kirkebogsindførslen ved sønnen Henriks dåb. | Familie (F118)
|
| 63 | Dette ægtepar kendes kun fra skiftet efter Johanne Torkildsdatter, det hedder heri, at den 15. december 1755 iværksattes der en skifteforretning i boet efter afdøde Johanne Torkildsdatter, gårdmand Peder Nielsens hustru i Sdr. Jellinge, der foruden enkemanden efterlader sig de med ham avlede børn: l. Niels, 14 år, 2. Torkild, 11 år, 3. Maren, 17 år., 4. Kirsten, 9 år og 5. Anne, 7 år gammel, for hvem faderen selv påtog sig formynderskabet. Af værdier i boet kan nævnes l fyrretræsbord på åben fod, l egetræsbænk, l egekisteskab, .1 dl. uden lås, l gåsebænk, l jernkakkelovn, l madskab, l egetræssengested,hvorpå var: l olmerdugsoverdyne, l hampedyne, l linnet do., l do. hoveddyne, 3 hovedpuder, 2 olmerdugspuder, 2 blårgarnslagner, l fyrretræssengested, hvorpå var: l olmerdugsoverdyne, l rødstribet hampedyne, l gl. olmerdugsdyne, 2 do. hovedpuder, 2 do. , l hoveddyne, 2 blårgarnslagner, 4 stk. omhæng med kappe. Endvidere 2 stole med hynder, 6 tintallerkener, 2 lysestager, l strygejern, l bliktragt, l lampe og l træbismer. Disse ting var i stuen. I kammeret var der et gammelt egetræssengested med l overdyne, l hampedyne, l dl., 2 hovedpuder, 2 lagner, l jernbunden kiste af eg, 2 stole, 2 madkurve, l degnetrug, l saltolde, 2 tønder, l skrin og l bænk. I stegerset var der l kobberbryggerkedel, l jerngryde, l kobberkedel, l malmpande, l egeølkar, l standtønde, 2 ølkar, l øltønde, l ørebalje, l fyrrebalje, l jernbunden spand, l mælkekande, l ølfjerding, l kærne, 2 ankre, l kværn med sten, l håndkværn. Af korn i laden var der. 86 tdr. byg, 8 tdr. rug, 3o tdr. havre, 2 tdr. ærter og l td. vikker. Af besætning på gården var der: 13 heste, hvoraf den dyreste sattes til 12 rdlr., 5 køer fra 3 til 6 rdlr. pr. stk., l stud til 2 rdlr. 2 mark, desuden var der 4 kvier og 4 kalve, 15 får, 14 andetårs grise, 8 smågrise, l årssvin samt 3 fedesvin, 5 gæs og 7 høns. Boets værdi blev opgjort til 328 rdlr. og 3 mark. Af besværing og gældsposter var der ifølge kgl. majestæts forordning krav om 2 vognbæster a 20 rdlr., 9 plovbæster a 6 rdlr., en beslagen vogn til 16 rdlr., Plov og harve til 4 rdlr. Bygningernes brøstfæld på stuehusets 11 fag beløb sig til 6 rdlr., på gadelængens 10 fag for 4 rdlr., østre længes 9 fag for 4 rdlr., vestre længes 12 fag for 4 rdlr., l vognskur l rdlr .Ædekorn: 18 tdr. rug til brød, 12 tdr. byg til malt og gryn. Udsæd: 15 tdr. byg, 7 do. havre, 6 skp. ærter og 6 skp. vikker. Gælden blev ialt 329 rdlr. l mark og 8 skilling, så der blev intet til arvingerne. | Familie (F623)
|
| 64 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Lidsmoes, Ivalu Kristine (I380)
|
| 65 | Død af lungebetændelse. | Hansen, Jens (I1683)
|
| 66 | Død af snue og hoste ved Kronprindsens Ejland. | Fleischer, Peter Motzfeldt (I1413)
|
| 67 | Død kl. 3 morgen efter 3 timers sygdom - efterlod sig 657 lod guld og sølv. | Koren, Magdalene Margrethe (I923)
|
| 68 | Død på Næstved Sygehus | Lidsmoes, ORLA Aage (I389)
|
| 69 | Død på plejehjemmet | Hansen, Niels Christian (I780)
|
| 70 | Død som barn. | Schøller, Eyler (I2051)
|
| 71 | Død ved fødsel | Hansen, Marthe (I608)
|
| 72 | Døde i barnsnød og uforløst. | Mortensdatter, Anne Christine (I1975)
|
| 73 | Druknede på vej til nyt embede på Væroy og Røst | Hind, Jens Pedersen (I883)
|
| 74 | Edvard Nielsen-Stevns (ved dåben Nielsen) var søn af gårdejer, sognefoged Jørgen Hansen Nielsen og Karen Marie Jensen. Han var elev på Askov højskole og virkede som højskolelærer 1909-10. Edvard Nielsen-Stevns var elev på Det Kongelige Teater 1912-13 og var skuespiller ved Odense Teater 1914-15. Derefter var han på turneer som skuespiller og oplæser. I 1909 debuterede han som forfatter med en novelle i Østsjællands Folkeblad. Han blev i 1913 gift med forfatterinden Sara Johanna Nielsen-Stevns (09-03-1891 - 08-12-1965). Begge ægtefæller blev medlemmer af det danske nazistparti i 1941. Hans siste bog "Har vi glemt Golgatha" 1940 var en åndelig og moralsk genrejsningsroman, hvori han ikke gjorde sig direkte til talsmand for nazismen, men indirekte støttede den gennem fremhævelse af en række metafysiske naturbetragtninger. Han var desuden medarbejder ved "Fædrelandet". I 1945 udmeldte han sig sammen med sin hustru af Dansk Forfatterforening før de begge ville være blevet ekskluderet. De fik et meget dårligt skudsmål i efterkrigslitteraturen som "berygtede" - han tillige som psykopat. Edvard Nielsen-Stevns medvirkede i stumfilmen "Via Crucis" (1918). Kilde: www.danskefilm.dk Se desuden: http://danskforfatterleksikon.dk | Nielsen, Edvard (I304)
|
| 75 | Ejer af Klodegaard fra 1839-1883, hvor sønnen Hans Peder Larsen overtager (Krøigaard). | Larsen, Christian (I2228)
|
| 76 | Emigreret til Amerika. | Jensen, Katrine Margrethe (I213)
|
| 77 | Enke - driver møllen | Clausdatter, Karen (I1693)
|
| 78 | Enke efter gårdmand Hans Pedersen "Tydsk" 1759-1831 | Larsdatter, Maren (I1893)
|
| 79 | Er døbt Hoseasen. | Mikkelsen, Eli Mikkel (I1104)
|
| 80 | Er døbt Hoseasen. | Mikkelsen, Petra Judithe Ane Johanne (I1103)
|
| 81 | Faddere: Chr. Larsen, Anders Nielsen, Lars Pedersen, Lars Christensens hustru. | Rasmussen, Hans (I601)
|
| 82 | Faddere: Mads Pedersen og hustru, Christen Madsen, ? Rasmussen, Willas Rasmussen, Rasmus Hansen. | Hansen, Marthe (I608)
|
| 83 | Familien skifter kollektivt navn til Lidsmoes: Indførsel i kirkebog for Tullebølle sogn 14.02.1877: "I Henhold til Bregentved-Gisselfeld Birkedommers Navnebevis 7. December 1917 er hans fulde Navn Frits Christian Lidsmoes". | Hansen, Frits Christian (I404)
|
| 84 | Får som 35 årig et barn og som "Barnefader udlagde (hun) dansk Fisker H. S. Hansen, der i Sommeren 1916 opholdt sig her som Medhjælper ved Fiskeriet". | Mikkelsen, Amalia Maria Pauline (I1858)
|
| 85 | Far var en høj, rank, spænstig mand, ligesom sine brødre, Hans og Lars. Henrik og Niels var mindre. Jeg var kun to år, da far døde og har jo aldrig kendt ham. Far var vist en af dem, der kom hjem fra krigen og var besjælet med "Aanden fra 48". I Krigen var han med til under Oberst Scheppelern at udføre den omgående bevægelse i Istedslaget. Far var efter sigende en munter og fornøjelig mand, og der var altid fart og humør over arbejdet, når han var med. Han kunne vist godt blive noget hæftig, hvis det ikke ville gå efter planen. Far sang meget og havde en smuk stemme, og han var dygtig til at danse. Mor havde ikke sangstemme, hvorfor han imellem måtte synge børnene i søvn. Far gik en del i kirke og kom noget hos stiftsprovst Glahn, og da Glahn var grundtvigsk indstillet, har han vel fået sin interesse for Friskolen derfra. Der var desuden en kreds, han kom i, som kom sammen om aftenen og læste og sang, og det var vist dem, der blev kærnen i den bevægelse, som skabte Friskolen. Da man så endelig blev enige om at begynde at holde Friskolen, fik de lokale inde i den gamle øverstestue på Mosegård. Der var de de to første år, indtil man kunne bygge, og lærer Møller og hans kone boede også der.(den første lærer Ejsing gik ind i politik) (kilde: Holg.Nielsen, en stor fam. s.5) Far var den der i første omgang måtte tage den hårdeste tørn, men han var allerede syg dengang, og da sygdommen efterhånden blev værre og han døde, blev det Mads Iversen, som blev samlingsmærket og fik indflydelse på tingene. Far døde 1880 og havde altså kun få år at arbejde for Friskolen i. Far var ligesom sin far stærkt politisk interesseret og gik meget til møder, og havde et par gange sin ældste søn med. (Frederik Jensen Toftkær: Familien på Toftkær s,18) | Jensen, Jens (I66)
|
| 86 | Farmors anden broder Henrik Jensen fik et stykke af sin fødegårds jord og byggede det nuværende Toftkær. Han blev gift med Ane, en søster til Mads Iversen. Henrik var en lille stilfærdig mand. Han havde læst meget og havde en stor viden og særlige interesser. Jeg har engang set noget af, hvad han har samlet af avisudklip, digte og andet. Frederik og Dagmar, der løste Henrik og Ane af, gav stedet navnet Toftkær, efter den gamle Byvanding, Toftekæret, der ligger i et hjørne af marken. (Harald Dalgaard: Slægtshistrorie) Henrik Jensen var en middelhøj, bred og kraftig mand, og han var i sin ungdom meget smuk. Han var særdeles godt begavet og havde både Jensen-familiens gode og dårlige egenskaber i høj grad. Og han var netop beviset på, at begavelse ikke er noget værd, hvis man ikke har den i forbindelse med en vis praktisk sans. Efter sin tid og sin stand var han en meget belæst mand og meget berejst - på landkortet, som han sad og studerede om aftenen og opsummerede, hvad der var sket de steder han så på kortet. Han brugte hverken sin begavelse til at gøre sin bedrift mere rentabel eller til at skaffe sig en indbringende stilling, men udelukkende til at gøre sit sjæleliv rigere. Og han blev så efterhånden en ensom mand, som ikke kom sammen med nogen og derfor slet ikke kunne følge med i udviklingen og foretage de forandringer og fremskridt, tiden fordrede. Frederik, eller er det her Niels Jensen Stevns(?) ,fortæller om hans mislykker at han ikke kom til at læse, fordi nogen drillede ham, da han fik timer hos præsten, at han ikke blev skipper, at han en tid tjente på et par store gårde, at han nok blev forlovet og gift, men valgte penge som medgift i stedet for et stykke jord, at han, da han ville købe en gård i Bjælkerup for disse, mødte en bekendt, der i hans sted ikke ville købe den, at han, da han så ville købe sin broder Lars' ejendom, som han fik stærkt tilrådet, men, da hans rådgiver Mads Iversen netop ikke var hjemme, opgav dette, at han kunne sammenligne sin ene magre ko med sin gamle kammerat sognefogdens 18 fede, at han nær var franarret sin magre ko, hvis ikke naboen genkendte den i en fremmed stald; kæmpe for sin ret ville han ikke(!), at han egentlig var halvvejs forlovet med en pige fra klinten, men en kammerat sagde, at hende ville han have, og det tilgav han ham aldrig, men som sagt: kæmpe ville han ikke ! Han blev gift med Ane Iversen, 21 Jun 1861 i Store Heddinge, Stevns. (Frederik Jensen, Familien på Toftkær (1945)) | Jensen, Henrik (I67)
|
| 87 | Fæstebonde på Lundager/Lundsager, Matr. 7 i Aversi indtil 1830. | Andersen, Peder (I3532)
|
| 88 | Flyttet fra Nykøbing F i 1897, Assistent i Østifterns Kreditforening 1930: Fuldmægtig i Østifternes Kreditforening. I Folketællingen 1930 er ægteparret angives som separeret. | Nielsen, Villiam Lüders (I2256)
|
| 89 | Folketælling 1921: Sporvognsfunktionær ved Københavns Sporveje. | Pedersen, Niels (I320)
|
| 90 | Folketællingen 1787 og 1801 for Tornemark oplyser, at Anders Hansen var gårdmand i Tornemark. I Øster Flakkebjerg Herreders skøde- og panteprotokol finder vi følgende dokument vedrørende Anders Hansen: "Jeg underskrevne gårdfæster af Professor Godset Anders Hansen af Tornemark By, Fyrendal Sogn, tilstår herved at være blevet min svigersøn Rasmus Hansen nu her i Tornemark den summa 598 rdlr. 4 skilling navneværdi skyldig, som han på mine vegne har betalt og hvorfor jeg til betryggelse for min svigersøn benævnte Rasmus Hansen pantsætter herved med første prioritet følgende ind- og udbo, nemlig 2 sengesteder af fyr, 2 stribede overdyner, 2 underdyner, 2 lange og 2 korte hovedpuder, 3 par gamle blårgarnslagner, 1 jernbilæggerkakkelovn, 1 kobberbryggerkedel, en mindre do., 1 bryggerkar, 2 spande, 1 mælkekande, 1 flødekande, 11 sibøtter, 1 gammel gryde, 1 madskab, 1 hængeskab, 1 gammel klædekiste, 1 bord, 1 gammel gåsebænk, 1 gammel bænk, et Nyrenbergerur, 4 gamle stole, saltolde, 1 kærne, kobbersi, 6 gamle tintallerkener, 1 malmmorter, 3 tøndesække, 2 metallysestager, 1 jernstand, 1 hakke, 1 huggeøkse, håndøkse, 1 høvl, 1 halvtønde, 2 ølfjerdinger, 4 køer, 2 kvier, 3 mælkekalve, 4 svin samt 8 får og 1 vædder - fra mig og mine arvinger til bemeldte Rasmus Hansen og hans arvinger, ei allene dette, men om jeg i eftertiden skulle formere mit indbo og udbo, da haver han og hans arvinger og dette til underpant, indtil denne capital bliver min svigersøn Rasmus Hansen eller hans arvinger betalt med sit fulde beløb 598 rdlr. 4 skilling af mig eller mine arvinger, og så længe denne min panteforskrivning ei er bleven indfriet skal det være et sikkert og trygt underpant. Dette haver jeg selv ei allene underskrevet og forseglet, men endog formået 2 mænd med mig til vitterlighed at underskrive og kan denne min panteforskrivning til tinge læses og protokolleres uden mig dertil at kalde. Tornemark, den 18. juli 1822. Anders Hansen. Til vitterlighed: Peder Jespersen og Hans Ulrichsen. Anders Hansen døde som aftægtsmand i Tornemark. | Hansen, Anders (I414)
|
| 91 | Forældreløs ved konfirmationen. | Egede, Jens Christian NIELS (I869)
|
| 92 | Forlovere var: gårdmand Hans Nielsen af Bisserup og gårdmand Henrik Christiansen af Ørebjerg i Tornemark. | Familie (F104)
|
| 93 | Født "om Aften e n m e ll em 9 og 10 Slet". | Schøller, Anna Christoffersdatter (I904)
|
| 94 | Fører i Henhold til Navnebevis udstedt den 8 Decbr 1905 af Politimesteren i Odense, Familienavnet Toftkjær (efter Jensen). | Jensen, Anders Hansen (I133)
|
| 95 | Fremstillet i kirken 19/4-1867 | Hansen, Martine Stephine (I593)
|
| 96 | Friskolelærerinde i Sierslev - senere Lærerinde i Bolisker paa Bornholm - levede de sidste Aar i sin Fødeby, Sierslev. | Nielsen, Ane Margrethe (I265)
|
| 97 | Gårdmand på Baunsgård (matr. 15a) i Aversi. | Nielsen, Niels (I2134)
|
| 98 | Gårdmand på Bredeagergård i Højerup. | Jensen, Niels (I111)
|
| 99 | Gårdmand på gården Karlshøj. | Nielsen, Poul Ejnar (I1678)
|
| 100 | Gårdmand på Lundsager, matr. 7 i Aversi fra 1830 efter Peder Andersen og Mette hansdatter. | Andersen, Peder (I3540)
|