| Notater |
- Frederik Jensen skriver i "Familien paa Toftkær":
Faster Kirsten var en lille, fyldig Kone med bredt, næsten firkantet Ansigt og et baade mildt og myndigt Væsen. Hun holdt meget af sine Søskende og deres Familie og havde baade Vilje og økonomisk Evne til at hjælpe, hvis hun mente der var Grund dertil. Da jeg lærte hende at kende, havde hun meget stor Indflydelse paa Espekær og maatte tit tage en Tørn, naar det ikke gik, som det skulde. De unge fra Friskolen og Skytteforeningen havde deres Tilhold der og spiste meget tit deres Søndagsmad hos hende. Det var nok hende, der fra første Færd valgte den Kurs, som Hjemmet indtog overfor alt det nye, som kom frem efter Krigene i 1848 og 64. Vi Børn fra Mosegaard, som tjente dernede, vidste jo, at hun i Begyndelsen havde meget haarde Vilkaar af sin Svigermoder og Mand, og at det var med meget stort Besvær, at hun stod det igennem. Hendes mand, Lars Jensen, var eneste Søn og et godt parti. Dertil var han et udpræget Ordensmenneske, der altid sørgede for, at Gaardens Drift og Dyrenes Røgt var, som det burde være. Som Menneske var han ærlig og redelig, men vild og voldsom som en Landsknægt, og han lavede tit Spektakler, hvis det ikke gik efter hans Hovede. Naar det skete hjemme, maatte Faster tit tage Affæree, og naar han bare saa hende, var det tit ovre uden Ord, og saadan vilde hun vist helst.
Jeg husker engang, at der kom Melding ind, at nu var Lars ved at slaas med Drengen. "Jeg skal smække dig op til Væggen, saa Tarmene skal krybe ud af dig", raabte han. Saa kom Faster gaaende ind ad Døren, og han slap øjeblikkelig Drengen og gav sig til at gnide Øjnene: "Jeg har faaet noget i Øjnene- kan du se, hvad det er, Mor", sagde han. Faster saa ham saa lidt i øjnene og gik igen uden Ord. Stormen havde lagt sig lige saa hurtigt, som den var kommet. Men det skete ogsaa, at hun maatte sige: "Hvordan er det dog, du bærer dig ad, Lars. Husk dog paa, at du har været saadan før".
Hvornaar det blev bestemt, at Faster skulde giftes med Lars, vides ikke. Men da Lars skulde indkaldes til Krigstjeneste, besluttede man, at nu skulde det være. For hvis han skulde falde, vilde hun maaske faa udbetalt Erstatning som hans Enke! Hun blev imidlertid i sit Hjem til noget efter, at Krigen var forbi, og Lars boede der og havde efter eget Sigende megen Fornøjelse sammen med Far, som jo var hans Krigskammerat. Saa flyttede hun endelig derned - nok inden hun skulde havde det første Barn. Hun sagde engang: "Jeg var kun 20 aar, da jeg kom herned, men havde jeg vidst, hvordan det var, havde jeg ventet 20 Aar til". Hendes Svigermoder var en meget haard Kone, som vist var misundelig paa hende, fordi hun havde taget Sønnen fra hende. Kirsten maatte gaa som fuldstændig Tjenestepige. Hun maatte f.Eks. ikke tage varmt Vand til at vaske Barnets Tøj i. Den Vask skulde udføres i Mergelgraven efter Fyraften, og Svigermoderen pryglede stadig den lille Søren for at saare hende saa meget som muligt og Lars Jensen var i de fleste Tilfælde paa Moderens Parti. Saa skete det flere Gange, at hun tog Søren i Forklædet og kom grædende hjem hos sin Moder og bad om at maatte blive der. Men hendes Moder sagde Nej. Saa maatte hun gaa tilbage igen.
Endelig flyttede Svigermoderen ned i sit Aftægtshus, og efterhaanden blev Forholdene taalelige for hende, og tilsidst blev det hende, som var Hjemmets bærende Kraft.
For os Børn var Espekær noget af et Eventyr, som der stod en vis Glans om. Vi kunde meget bedre vurdere de Bedrifter, som Lars Jensen uførte, end alle de Spektakler, han voldte. Der blev drevet meget Krybskytteri af Espekærs Husmand, J.P.Nielsen, og i den Tid red Skovrider og Betjente omkring paa Markerne for at tilse Jagten. De lagde især an paa J.P.Nielsen og hans Komplot. En Aften , han havde været ude med Bøssen, kom Skovrideren efter ham. J.P.Nielsen løb, alt hvad han kunde paa den ene Side af Pilehækken og Skovrideren red paa den anden Side. Da de saa naaede Espekær, smuttede J.P.Nielsen bort og kom op paa Stænget. Skovrideren gik ind i Stuen, hvor Faster var ene hjemme med Børnene og tog et af Børnene, Jens Peter, i Armen og rysted ham og truede med sin Ridepisk, at han skulde sige, hvor Krybskytten var. Faster sgde: "Du maa ingenting sige", og Skovrideren maatte gaa med uforrettet Sag. Men Dagen efter var der Skovauktion. Der gik Lars Jensen ned med et stort Egespir i Haanden og forlangte i hele Forsamlingens Paahør, at Skovrideren skulde give ham en Undskyldning, fordi han havde krænket Husfreden og mishandlet hans Barn. Han var meget vred og truede med sin tykke Kæp og sagde: "Da jeg var i Krigen, saa jeg Fandeme det, der var værre end en vred Skovrider"! Hvis ikke Skovrideren havde givet efter, var han sikkert blevet slaaet ned. En Undskyldning af en Skovrider under de Forhold og dengang var jo noget helt andet, end det vilde have været nu. Hvor nødig Skovrideren vilde, matte han give den forlangte Undskyldning. Men saa vilde han hævne sig siden og kom stadig paa Espekærs Mark med Hest og Hunde. En Dag, Lars Jensen gik og pløjede, kyste Hundene Faarene løse og løb efter dem. Saa bandt han Hestene til Ploven og tog sin jernbeslagne Plovspade og gik imod Skovrideren: "Jeg vil Fandeme ikke finde mig i, at Jagten foregaar paa den Maade". Hvis han lavede mere Skade der paa Marken skulde Lars Jensen nok sørge for, at han ikke kom helskindet derfra.
Der var Masser af den Slags Historier og Masser af Hitorier om, hvordan han sloges med sine Heste, saa det somme Tider var Livet om at gøre. Engang skulde han køre til Stranden med et stort Læs Sæd, som Skipperen skulde have med til København. Da han kom op paa Vognen, blev Hestene urolige og for frem, inden han rigtig fik fat paa Tømmen. Saa fik han Hovedet i Klemme mellem Portbjælken og den øverste Kornsæk med det Resultat, at Hovedhuden blev flaaet af ham og skubbet om bag i Nakken - - - Han vilde dog alligevel fortsætte til Stranden med Kornlæsset: "For der var Fandeme endnu ingen Heste der paa Gaarden, som havde spillet ham paa Næsen" - Han samlede sin Hue op og greb Tømmerne og vilde til at køre igen, selv om Blodet løb ham ned over Ansigtet. Der var ingen Bønner eller Forestillinger, der hjalp. Men da Faster fik fat i et Spejl og viste ham, hvordan han var tilredt, opgav han det tilsidst.- Saa fik man fat i en Doktor, som bredte Hovedhuden ud over en Tallerken og pillede Haarene væk.- Den ene Søn blev daarlig ved Synet og maatte gaa sin Vej, og den anden var en Besvimelse nær, men Faster gik selv Doktoren til Haande tilsyneladende lige saa rolig og behersket som altid. Hun havde taget saa mangen en Tørn med Lars og skulde nok yde ham sin Bistand her ogsaa. Lars sad og tykkede fælt paa Skraaen, men uden at give et Kny fra sig. Men da Doktoren saa gav sig til at sy Hovedhuden fast igen, spurgte han med Gravrøst: "Er det Kattetarme, du syr med"?
Efterhaanden som Sønnerne voksede til, var der stadig voldsomme Sammenstød med dem, især med Søren. En Aften, de sad og skændtes, blev Lars Jensen saa vred, at han fo'r ind i Sovekammeret og sprang ud gennem Vinduet uden at lukke det op og løb ud i Marken, hvor han blev i tre Dage. Hjemme gik de og troede, han havde taget sig af Dage. Ved andre Lejligheder kunde det gaa endnu værre. Saa tog Lars Jensen f.Eks. Brødkniven og løb efter sønnen. Til sidst blev det saa galt, at Søren rejste til Amerika. Da han nogle Aar senere lige saa pludselig kom hjem, blev han ret hurtigt gift og fik Ejendom, og saa blev han Lars Jensens kæreste Søn, fordi han var den, der lignede sin Fader mest.
Jens Peter var der ogsaa lidt Vrøvl med. Som Soldat havde han forelsket sig i en Pige inde i "Stafetkælderen", men det syntes hverken hans Fader eller Moder om. Det var maaske under hans Stand, og det gik ham meget nær til Hjertet, da de forlangte et andet Parti. Saa en Dag lige før Høst, da Svigerfader kom ud i sin Mark, laa Jens Peter derude og kaldte og bad, om han ikke vilde laane ham Penge, saa han og Pigen kunde rejse til Amerika og skabe sig en Fremtid der. Henrik Jensen fik ham dog snakket fra det. Han var vel heller ikke saa meget for at laane Penge mod sin Søster Vilje, eller for at krydse hendes Planer.
Da Jens Peter var død, fortalte hans Kone Bregravelsesaftenen: "Jeg stod ude i Bryggerset og vaskede Spandet, da han kom ind ad Døren. Saa sagde han, at nu var det bestemt, at han skulde overtage Gaardene, saa hvis du vil flytte derover, kan det jo passe godt". Saa svarede jeg bare: "Jeg skal spørge mim Moder ad".
Jens Peter Espekær maatte altsaa give Afkald paa Kærlighedslykke, men fik i Stedet betryggende økonomiske Vilkaar og fandt sig efterhaanden til Rette og levede eksemplarisk sammen med sine Børn og sine gamle Forældre.
Faster Kirsten blev ligesom sine Søskende saa gnaven, da hun blev gammel, endskønt hun havde været en dejlig Kone. Lars Jensen gik det modsat med. Han blev saa mild og venlig, og mange glemte, hvordan han havde været.
|
1825 - 1909 (84 år)
[1] 
