Notater |
- Harald Dalgård: Slægtshistorie s.7 fn
Farmors søste Ane blev gift med Hjulmand Rasmus Nielsen, Vejskovled i Klippinge. Han var broder til Chr. Nielsen, Sierslev. Ane elskede sin Rasmus, og de levede som to turtelduer. Han havde været med i 1864, og kom uskadet hjem. Når Ane Rasmus Niels kom på besøg på Espekær, var der fryd og gammen. Hun var en lille, glad og meget snakkende kone, livlig og rar.
Frederik Jensen: Familien på Toftkær (1945) s.14
Ane var en lille spinkel, væver og sirlig kone, udmærket godt begavet og meget talende. Slægtens bevarelse og Provst Birks belæring var grundpillerne i hendes liv. Da Faster Kirsten var gift, var det jo om at gøre, at Ane kunne gøre et ordentligt parti også, og hendes moder trængte hårdt på, da der var et sådant i udsigt. Men Ane vr gode venner med huggerens Rasmus og ville ikke på nogen måde bytte ham bort for en gård. - - - Så kom krigen og Rasmus skulle med. Han blev indkaldt til det bekendte 13. jægerkorps. Den gamle sognefoged fortalte derom: " Der var mange af de andre, som græd, men Rasmus gik og sang, for han var en morderlig rask soldat." - - Da krigen var forbi, fortalte Ane, sad jeg en tidlig morgen ude i marken og malkede, og kunne så se , at der kom to gående tværs over markerne fra Store Heddnge. Da de så sprang over Moserenden, opdagede jeg, at det var Rasmus og broder Jens. De var kommet til Køge sent på natten og var så gået det sidste stykke med det samme. Så tog Rasmus med hjem og snakkede med mor. Men mor var meget vred og ville slet ikke hjælpe os. Så fik Rasmus bygget herhenne ved Vejskov Led. Men der var kun råd til værkstedet. Han havde høvlebænken ved den ene side, og jeg havde sengen og komfuret i den anden. Og så var vi sammen altid. Men Mor ville ikke komme hos os. Men da vi så skulle have Niels, kom jeg en dag til at se, at der kom en langs med skoven, og da hun kom nærmere, opdagede jeg, at det var Mor. Jeg løb så ud og tog hende om halsen og lo og græd og var så glad, så glad. Så fik vi bygget huset op og fik jorden til, og så gik det meget bedre. Og der har aldrig været et ondt ord mellem Rasmus og mig. Og hvis jeg stod som ung pige og skulle vælge igen, så tog jeg Rasmus ". (fortalt af Ane ved Rasmus' begravelse ). Jeg husker bedst Rasmus Nielsen, når han arbejdede på Mosegård. Han var en flittig, fåtalende mand og var ikke ret godt begavet, men han havde en ualmindelig smuk sangstemme. En aften fik vi ham til at synge visen om Hjalmar og Hulda, og det var en af min barndoms store oplevelser. - så betagende Rasmus Nielsens søn giftede sig uheldigt og to dårlige giftermål ødelagde vist det meste af de gode evner og anlæg, som faster Ane fik i arv. [3, 4]
|