Min mor arbejdede og boede på Assendrup Hovedgård i 12 år – fra hun var 18 til 30. Det er vigtige år i alle menneskers liv, for her bliver man for alvor voksen. Jeg tror de var blandt mine mors bedste år.
Assendrup havde en husholdning, som vi nok skal til engelske tv-serier for at kunne forstå, om end den nok var i lidt mindre målestok. Her var rollerne fordelte, og enhver kendte sin plads. For eksempel måtte min mor ikke komme i køkkenet, da hun var stuepige og derfor ikke skulle lugte af madlavning! Der var tjenerchauffør Carstensen og hans østrigske hustru Paula, der var oldfrue. De blev min mors gode og livslange venner. Jeg besøgte dem som barn sammen med min mor, og igen siden sammen med Anne-Birte. Der var en værdig stemning af korrekt opførsel hos dem, men på en meget venlig og dermed absolut afvæbnende og tiltalende måde, som siden har fået mig til at tænke på engelske herresæder og romaner af Jane Austen. Livet på Assendrup havde formet dem til at blive spejlinger af deres herskab.
Min mor fortalte også om de mennesker, der besøgte herskabet og de forskellige former for opmærksomhed, de viste personalet. Generelt var ”de gamle penge”, dvs. de gamle familier ikke bange for at tale pænt til tyendet, mens ”de nye penge”, dvs. udannede opkomlinge, gerne ville koste rundt med tjenerskabet.
Men verden er større end livet på Assendrup, og hvad mon en ung pige langt fra hjemmet får tiden til at gå med? Det kigger vi på de næste dage.