Min mor boede 12 år på Assendrup, og kom i de år nok kun sjældent hjem til Lillebrænde. Men når det skete, var det ofte på knallert. Det tog vel kun et par timer, men i min barndom synes jeg at turen i bil var lang. Det var altid mørkt og nat, når vi kom hjem til Sneslev og en varm seng. Indtil da havde jeg haft bagsædet i Volvo Amazonen og en pose af mormors “rutebiler” for mig selv, indtil jeg faldt i søvn. Samme rutebiler kaldte Ediths Gunnars i øvrigt for “urner”, da man “kunne tage låget af og tømme asken ud”.
Hvis man skal fortælle om min mors liv i de 12 år ud fra de ting, som hun ikke har nænnet at smide ud, er det en historie om film og teater, om sang og musik og ikke mindst om dilettant.
Lad os se lidt på det med filmene. Dengang var det muligt i biografen at erhverve et lille hæfte om den film, man netop havde set, sådan at man for eftertiden havde et minde. Dem er der en del af, og må været et udtryk for den unge Ingers filmsmag. I de år så hun en del film, og jeg tror det holdt brat op da hun blev gift. Derfor, piger, hvis I kan lide film, så gift jer med en filmelsker!
De film, som nu ses med jævne mellemrum på TV, var dengang det store hit i biografen, og når min mor vendte hjem på cykel (eller knallert) fra biografen, sikkert i Haslev, havde hun fine hæfter med fra “Krudt og Klunker”, “Flintesønnerne”, med Poul Reichardt, “Styrmand Karlsen” og musicalfilm som “South Pacific” og “Annie Get Your Gun”. Der er også et hæfte fra “Den Syndefulde Leg” med Brigitte Bardot i “den usædvanlig stærke og chokerende franske storfilm”. Eller hvad med hæftet til “Borte med Blæsten”. Her får man filmens rulletekster med lækre billeeder, og hvis man har lyst og råd kan man købe en elegant fire-binds udgave med originalfotografier fra filmen for kun 42,50.
Min mor holdt også af musik og det handler det om i morgen.