(15) Et trofast følgesvend

Gert Lidsmoes Farmor, Julekalender 2012 0 Kommentarer

Singer symaskineI årets julekalender “Julestjerner” på DR optræder to personer, kaldet søstrene Mormor. Jeg har lagt mærke til, at de fuldender julestemningen ved at have hver en gammel Singer symaskine foran sig i den julepyntede stue. Sådan en havde min mor også, og den var altid inden for rækkevidde. Den på billedet ligner hendes ganske meget. Desværre kan jeg ikke komme på, hvor symaskinen er blevet af, for den er på en måde blevet et symbol på min mor. Lidt gammeldags, men stabil og altid klar. Den fulgte hende gennem hele voksenlivet, og var aldeles uopslidelig. Jeg har en erindring om, at den også var fremme, da hun boede i Sognevænget. Som alle andre fik vi også postordrekataloget fra Daells Varehus, men det var vist mest til inspiration, for jeg kan ikke huske, at der blev bestilt noget fra det. I stedet har symaskinen været en god hjælper at have ved hånden, og ikke mindst strikkepindene. Til jul vankede der ofte en hjemmegjort sweater, gerne med rullekrave. Firmaet Singer lever i bedste velgående, og fordi alle deres maskiner har et serienummer, kan det lade sig gøre at indtaste det på deres hjemmeside, og se hvornår en hvilken som helst symaskine er produceret. Jeg gætter på, at min mor købte sin symaskine, da hun var i tyverne og var begyndt at tjene sine egne penge. Singer tilbød nogle fordelagtige afbetalingsvilkår, og mon ikke min mor har fået sin på den måde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *