(21) Årene alene og opbrud

Gert Lidsmoes Farmor, Julekalender 2012 0 Kommentarer

Vor mor som jeg husker hende. Det er cirka midt i 80’erne.

Mine forældre blev separeret i 1980, og min mor blev boende på Horsetoftevej de næste 9 år, hvor hun solgte og flyttede til en ny andelsbolig i på Sneslev Sognevej. De sidste år på Horsetoftevej boede vi to der alene, efter at Sten og Niels var flyttet. Min mor stod for havearbejde, kalkning og alle de mange gøremål, der er med et hus på landet. Ved siden af huset havde hun fuldtidsarbejde på Dansk Kunststof Industri i Sandby, hvor man ved store formpresser fremstillede forskellige udstansede emner i glasfiber. Det var et hårdt og varmt arbejde, og hun kom ofte hjem og var dødtræt og udaset. Hun var 57, da hun flyttede til Sognevænget, og så blev alting meget lettere. For første gang flyttede hun ind i noget nyt. Halvfemserne blev nogle gode år med mindre arbejde, bedre tid til sig selv, rejser og børnebørn.

Billederne i galleriet i dag er fra 80’erne og er taget i forbindelse med en påskefrokost i 1983. Der er også et par festlige billeder fra årsskiftet 1982-83, som dermed snart er præcis 30 år gamle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *