(24) Blomstre som en rosengård

På årets sidste dag i 2003 døde min mor på Ringsted Sygehus efter en kort indlæggelse. Den anden juledag var hun hos os i Nyrup til frokost sammen med holdet fra Fensmark/Holme Olstrup. Hun var så lille og skrøbelig. Rejsen hertil havde været en udfordring, som nu var vel overstået. Hele dagen sad hun og var med ved bordet, sagde ikke så meget, men fulgte med og betragtede os. Da hun tog hjem, formanede hun os om ikke at ringe dagen efter, for hun var træt og ville ikke forstyrres. Samme nat eller natten efter faldt hun ud af sin seng, hvor hun blev fundet meget afkræftet. Hun kom på sygehuset, hvor hendes tilstand gradvist forværredes. Hun havde i årevis vidst, at hun havde kræft i rygmarven. Den havde gradvist forværret hendes livskvalitet, men hun var ikke typen der pev. Pev hun, vidste man, at det var skidt. Derfor kom det bag på mig, at det var slut. Man tror vel aldrig, at det er nu. Hun sov ind i døden, og når man tænker over det, var det vel en nådig måde at komme herfra på. Da dagen gryede, fik vi underrettet familie og talt med både bedemand og præst. Efter en nat uden megen søvn kørte jeg hjem til Nyrup og den nytårsfest, vi skulle holde.

Den 3. januar 2004 blev mor bisat fra Sneslev kirke. Vi sang adventssalmen “Blomstre som en rosengård, skal de øde vange”. Den har siden været svær at synge for mig.

Min lille julekalender er nu til ende. Der er ikke mere. Måske har nogen læst med?
Glædelig jul og alle gode ønsker for året 2013!

22. december 2012

Pastor Grethe Gellerts prædiken ved bisættelsen den 3. januar 2004:

Vi er i dag samlet for at tage afsked med Inger Lidsmoes, jeres mor, svigermor og bedstemor. Det er jo ikke noget man bare gør og derved sætter punktum for et menneskeliv: Det er sådan set først nu, at afskeden begynder og det går op for jer efterhånden, at hun ikke er mere i blandt jer med al sin kærlighed og stilfærdige omsorg for både store og små omkring hende.

En af jer sønner sagde forleden så smukt om Inger: Hun var nem at være søn af – bedre og kortere kan det vist ikke siges. Hun var en af dem, der gav og gav, og behøvede ikke at få noget til gengæld; man kan en gang imellem undre sig og blive så flov, når man støder på mennesker af den slags, der åbenbart har uudtømmelige reserver at tære på og at dele ud af:

Som i fortalte mig forleden, så var hendes liv ikke en dans på roser; hun beklagede sig aldrig og ville endelig ikke være til besvær med sin person, selv da hun blev syg.

I nåede at få julen sammen, at opleve den særlige udefinerlige fortryllelse, som julen har … som der står i sangen “Der er noget i luften, jeg ved ikke hvad … “og så fortsætter digteren, at julen minder om forår, selv midt i vintermørket, den minder om rosenduft og fuglesang, selvom rosen er falmet og fuglene draget mod syd. Sangen ser julen som en familiens højtid; digteren beskriver det strålende minde om julen derhjemme hos moder engang, men sangen er ikke kun nostalgi .. den forkynder også et evangelium om højtidens drot, om Jesus selv- gennem barndomsminderne. Og sådan nogle minder sender os ikke kun tilbage på en barndom, der for længst er forbi, men de peger fremad mod et tillidsfuldt håb, der er et forårstegn midt i den mørke vinter.

Man taler tit lidt nedsættende om ordet ‘barnetro’, og barnetro kan også være mange ting, men fælles for barnetro og ‘voksentro’ er nu alligevel den rene og skære barnlige tillid. Al tro er også tillid – og kristentro er ikke tro på alt muligt, men tro er tillid – tillid til Gud og Jesus, der skænker os det, som sangen kalder for “glæden” og ”den evige fred.”

Det er ikke glæden i den almindelige lette forstand, men det er glæden over at kunne virke og leve, det er livet som en Guds gave og opgave. Det er livsmodet og følelsen af forpligtelse, uden at man af den grund behøver at føle sig som verdensmester i godhed. Det er taknemmeligheden over de mennesker, vi har fået omkring os, der præger vores tilværelse, på en måde så vi egentlig ikke ved, hvem der har fået og hvem der har givet mest.

Men udtrykket ‘den evige fred’ fører os faktisk derud, hvor vi ikke længere kan bunde.

De to første jordpåkastelsesord kan vi fatte: Af jord er du kommet – til jord skal du blive, men med det tredje “af jord skal du igen opstå”, så er vi uden for vores almindelige snusfornuft.

Det betyder ikke at vi så skal tie stille om det kristne håb; vi skal bare tale på en anden måde: Når vi taler om opstandelse og evigt liv må vi bruge billeder og omskrivninger – og det er jo ikke så sært endda, for det må vi jo altid, når vi står overfor det store og ubegribelige, f.eks. når vi møder et andet menneskes kærlighed.

Det er jo også ubegribeligt, men vi tager det til os og tør leve i tillid og tro til dette menneske, som kan holde os ud. Det samme gælder for vores tro på Gud: Vi tør tro og håbe på ham. Den tro kan næsten beskrives som en slags trods, sådan som det stod i salmen ‘Se nu stiger solen’. De lærde siger, at digteren skrev den salme i en periode af sit liv, hvor han var langt nede; han kunne ikke se nogen mening med sit liv og led af dødsangst, men han kom igennem mørket og kunne sige, ‘at mig dagen fryder, trods synd og død’. Ja, vi kan se hele redeligheden, med synd og sorg og død og vores egen elendighed; det er der alt sammen og kan ikke bortforklares, for vi lever midt i det og står i det til halsen. Men det er bare ikke alt, hvad der er at sige i vores sag. Vi kan godt få det næstsidste ord, men det sidste ord tilkommer Gud. Hans sidste ord i vores sag er som der står i samme salme:

‘livets Gud mig skærmer
jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river
af dødens garn’.

Vi er i Guds hånd, hvad enten vi lever eller dør – derfor kan vi sige dig Inger Lidsmoes: Tak fordi du har levet – Guds fred være med dig, Guds fred være med os alle.