Den første generation på Toftegård 1841-1870

Gert Lidsmoes Farfar, Julekalender 2010 0 Kommentarer

Bagsiden af billedet fortæller, at det er Ane Larsdatter, Peder Olsens kone fra Bråby, som blev første generation på Toftegaard i Aversi.

Der har ”kun” boet 5 generationer af vores familie på Toftegaard. Det var oprindeligt en fæstegård under Gisselfeld, og min tiptipoldefar Peder Olsen, der egentlig kom fra Herfølge, var første generation på gården. Han overtog gården som arvefæste i 1841 – sandsynligvis. Samme år blev han nemlig gift med Ane Larsdatter, som kom fra Bråby i Sorø Amt. De er begge opført som tjenestefolk i Aversi, og lærte formentlig hinanden at kende der. Ikke desto mindre kan jeg ikke finde dem i folketællingen 1840 eller tidligere, så hvor de egentlig har tjent er jeg usikker på. I december samme år bliver min tipoldefar Ole Pedersen født, og han bliver formentlig opkaldt efter sin farfar, som det var god skik dengang. Der står nu ”Gårdmand” ud for Peder Olsen ved dåbsindførelsen i kirkebogen. Peder og Ane var henholdsvis 28 og 24 år ved brylluppet, og det nygifte par har været anset for velegnede til at overtage en fæstegård med 56 tønder land. Efter et par år fødes endnu en søn, Lars, der som nr. 2 søn gerne fik morfarens navn. Også Anes mor Else Hansdatter, som er enke, bor nu også på gården. På gården bor også aftægtsmand og enkemand Lars Andersen. Man kan følge ham gennem folketællingerne, hvor man kan se, at han er gårdmand i Aversi by, at hans kone er cirka ti år ældre end ham, og at de ikke har børn. Det var ellers fristende at tro, at Ane Larsdatter var datter af gården. Han er formentlig den tidligere fæster, for hans navn står på matrikelkortet fra udskiftningen, og dermed kunne det forklare at han nu bor på gården som aftægtsmand. Det har formentlig været en betingelse ved overtagelse af fæstet.

Peder døde i 1870 i en alder af 57 år, men Ane levede endnu i 26 år på aftægt på gården, som blev overtaget af sønnen Ole Pedersen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *