Midt på Sjælland

Gert Lidsmoes Farfar, Julekalender 2010 0 Kommentarer

Min fars familie kommer med få undtagelser fra større eller mindre gårde på midt- og sydsjælland, og har alle været ved landbruget i så mange generationer, man kan skimte bagud. De har alle talt varianter af det, vi kalder midtsjællandsk. Min farfar Orla talte et sjællandsk man ikke hører mere, men alligevel husker jeg det som væsentligt forskelligt fra den dialekt, man taler her på Stenlille-kanten – noget nordligere. Det gamle sjællandske sprog er blandt andet takket være Holberg blevet synonymt med det udannede og bondske, og skal reklamefilm i dag være rigtig sjove, skal skuespillerne bare tale noget der ligner midtsjællandsk.

Derfor vil jeg i den gode sprogsags tjeneste stå ved mit sproglige ophav og her give andre muligheden for at træne lidt gammelt sjællandsk. Teksten, som vel især sjællandske læsere kan hygge sig med at læse højt for familien, er fundet i bogen ”Midt på Sjælland”, udgivet i 1981:

Eksemplet Per Torbensen

Gamle Pæ Tårpesen tåw’ sæ en stow’r Snaps, og jo varmer det vår tes me’r drak ha(n), og ha(n) fek jo åsse såmmetið’ lidt få mæj’e, så ha(n) blew’ lidt usi’kker. Ing Daw’ i Køsbærtið’en da det vår mæj varmt, vilde Pæ’r pelle Køsbær a det ienste Træ’e ha(n) hað; deð stow lidt på Hæld’, å dæ lu’o ing lille Banke Sti’en under-eð; da Pæ’r nuw’ stow’ oppe på Sti’ing å rawte yð’ ætter Bærrene, vingleð den å ha(n) faldt ny’ør å brækkeð nown Si’bi’en å motte i Sæj’ (dvs. i seng), og hæ’r lu’o ha(n) nuw’ og vår ette så lidt då’li. Hans Nabow’, Hå’ans, dæ gåt gæ’veð foreð (dvs. havde mistanke om), a det vår Varming og Brændevinen då vår Skyld i det hi’ele, gik ej’te Pæ Tårpesen å såae: Von’e ku du dåw åsse kåmme sån’e ætter-eð, Pæ’r, ku du dåw-te hå våareð dæj? jow’, Hå’ans, det ku jæ, for hað jæ tænkt a det sku guoð sån’e, jow gu min Sa’liheð had jæ ette fløtteð Stenban’king å law’t ið Par a dine Ærtekle’pper (dvs. -knipper) i Stæ’ðeð.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.