Her er et spændende billede, som jeg gætter er fra 1930’erne. Jeg ved hvilke personer, der er på billedet ved jeg ikke, men billedet fortæller meget alligevel. Billedet er taget på Toftegaards gårdsplads, og jeg tror det er en varm forårsdag. Træet ved huset kaster en skarp bladløs skygge ind over hus og stråtag. Min far kunne huske, at der på gårdspladsen stod et valnøddetræ, og det er muligvis det vi kan se her, selvom jeg synes at valnøddetræer har en glattere bark. Der er pigsten på gårdspladsen, og de lå der endnu i 2002. Den hvidkalkede længe i baggrunden blev også bygget om, og der blev lavet en passage langs stuehuset, så man ad den vej kunne komme om i haven. Der står et vindue åbent, og jeg gætter på, at det er beboelse, måske for en karl eller pige. Der er en god stemning i billedet og en god kontakt mellem to unge mennesker. Han ser smilende på hende, og hun ser lidt genert på fotografen. Den unge mand er i højskaftede støvler og står i retstilling. Er det ikke også en uniform han har på? Han er måske bror til Sofus Pedersen eller sønnesøn af Ole Pedersen og er “hjemme” på besøg, og så er man da nødt til at tage et billede.
