(1) Min mor om sin egen barndom

Gert Lidsmoes Farmor, Julekalender 2012 0 Kommentarer

Cirka 1938-1939. Fra venstre ses Inger, Verner og Edith

I 2002 bad Karoline sin farmor om at skrive lidt om hvad hun legede med som barn. Det var til en skoleopgave, og tilbage kom 3 små ark papir, hvor hun skrev om lidt om sin barndom. På det tidspunkt boede familien på en lille gård eller husmandssted ved Skovhuse lidt uden for Lillebrænde. Min mors lille historie kommer her:

Da jeg var barn havde vi ikke så meget legetøj, men jeg savnede ikke noget for vi boede på en gård med alle slags dyr, og dem fik jeg meget tid til at gå med. Men min veninde og jeg kunde godt lide at lege Købmand, vores Mødre gemte alt hvad de havde af tomme flasker, poser og æsker, så fyldte vi vand og grus i og legede at det var sukker og mel og saftevand, så fandt vi pæne sten og brugte som penge. Vi kunde også godt lide at hoppe Paradis, det vil sige at hinke. Så havde vi sjippetov som min far lavede til os at et stykke Reb.

Et lille stykke Jord havde jeg også, der såede jeg blomster og skulle selv luge ukrudt væk. Jeg havde en Dukkedreng som jeg ikke legede med, jeg var bange for at den skulle gå i stykker, men min Mormor lærte mig at strikke tøj til ham, det kunde jeg godt lide og brugte meget tid med det. Så var jeg også meget glad for Påklædningsdukker, og tegnede en masse tøj til dem og farvede det og klippede det ud. Så samlede jeg også på Glansbilleder og klistrede dem ind i et Album. Og så var jeg meget glad for at tegne og male, og hvis jeg ikke have nogen Malebog, tegnede og malede jeg noget selv. Jeg læste også mange bøger, da jeg havde fået lært at læse. Om vinteren havde vi altid sne og is, sådan husker jeg det! Og vi løb på ski ud over Markerne, min Far lavede selv skiene til os, også en Slæde som vi kørte ned af en stor Bakke der var i nærheden. Og vi løb meget på skøjter, der var altid en sø på marken og i Mosen eller et Gadekær med is på som vi kunde løbe på. Men når man bor på Landet var der sommetider noget man skulle hjælpe sin mor og far med, både i marken og i haven og i stalden efter skoletid, men jeg kunne godt lide at være med, og det var ens for alle børn på Landet dengang, så det tænkte man ikke så meget over.

Men selvom jeg ikke havde så meget legetøj, kedede jeg mig aldrig, og når jeg tænker tilbage mindes jeg kun en god Barndom.

Farmor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *