Da min far var ung tilbragte han næsten et år i Canada som udvekslingselev ved landbruget. Så brækkede han en arm og kom hjem. Det var stort set alt, hvad jeg vidste om den rejse, for der blev aldrig rigtig talt om det.
Det er jo på mange måder mærkeligt, for Amerika dengang var vel nok en historie værd. Havde han nu været lidt mere snakkesalig og fantasifuld ville han sikkert have kunnet fylde os drenge med løgnehistorier, vi kunne prale af i skolen bagefter. Det ville have været alle tiders, hvis vi med en vis ret kunne påstå, at han havde været cowboy i det vilde vesten, eller sådan noget. Men sådan skulle det ikke være.
Til gengæld fandt jeg blandt min fars efterladte ting en omfattende korrespondance mellem ham og hjemmet i Aversi. Han gemte brevene fra hjemmet, og da han kom hjem fik han sine breve tilbage. Som hans mor skrev i et af brevene: ”Nu gemmer jeg dem, så kan du selv opfriske det engang når du kommer hjem. Jeg nummererer dem”.
Det er jeg min farmor meget taknemmelig for, for det har gjort mig i stand til at stykke rejsen sammen gennem hans oplevelser og tanker. Der er mange breve hver vej og der er sjældent mere end en uge mellem hvert. Det er sært at tænke på, at kommunikationen er bedre på den store afstand, end den ville være, hvis man boede tæt på hinanden. Som bonus får vi et unikt tidsbillede af livets gang på Toftegård i Aversi i året 1958. Min far tog af sted lørdag den 10. maj med skibet S.S. Stavangerfjord og kom hjem i december samme år med fly.
Hver dag i december åbner jeg en låge ind til den mystiske rejse til Canada, og vi skal også en tur til Aversi og omegn en gang imellem.
Og jo, min far fik da lejlighed til at drive kvæg fra hesteryg, og så må man skam gerne kalde sig cowboy!