(7) Jeg bliver kaldt Jimmy

Gert Lidsmoes Farfar, Julekalender 2013 0 Kommentarer

stonewall-kort2

Stonewall oppefra, hvor man tydeligt ser inddelingen i kvadrater.

Lüders er ved at falde til på farmen i Stonewall. Han kører selv rundt mellem Sam Steeles gårde i trucksene, men han må ikke køre ind til byen. Hans kørekort gælder ikke, før han har været hos en motorsagkyndig. Det går nogenlunde med sproget, synes han. Han tænker meget på, hvordan det går derhjemme og på det danske forår. Han kan ikke rigtig forklare dem, hvordan en nyudsprunget bøgeskov ser ud, når omgivelserne er endeløse græsareler med sortbrogede kvægflokke. Lige så svært er det at forklare dem derhjemme, hvordan jorden er opdelt i Canada. Her har man inddelt alting i sections, som er kvadrater på 1 mil på hver led. Det svarer cirka til 242 hektar. Landskabet er gennemskåret af endeløse større og mindre veje langs markerne, som gør det ret nemt at finde vej, når man har lært systemet at kende. Nogle sections bliver brugt til græs, der høstes, andre bruges til fedeopdræt af kvæg. Til Lüders’ store undren bliver gødningen fra staldene ikke spredt på markerne. Det køres bare ud og tippes.
Dagene går med lange ture ud i området, hvor der hentes kalve, tyre og køer. Der er altid en section, der skal hegnes med pæle og pigtråd. Det er lange dage i 30 graders varme. Der kan høstes hø et par gange i løbet af sæsonen. Høet ”bayles”, som han skriver. Det bliver skårlagt og presset til baller (to bale = at presse til baller). Lüders lærer de engelske udtryk, men hans mærkelige navn er der ingen der kan udtale. Noget er de jo nødt til at kalde ham, så derfor bliver han “kaldt Jimmy, udtales Djimmi, fordi ingen kan sige mit rigtige navn”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *