Røntgenoptagelse fra Sorø Sygehus af min fars brækkede arm – årsagen til hans hjemkomst.
Nogle måneder efter sin hjemkomst blev Lüders opereret på sygehuset i Sorø. Armen var groet forkert sammen, og blev nu lavet rigtigt. Han havde resten af livet en lang hvid streg på sin underarm som en evig påmindelse om rejsen til Canada. Som nævnt først i denne beretning, fyldte oplevelserne ikke meget i hans senere liv. Jeg tænker på, om han rent faktisk havde dårlig samvittighed over at komme hjem før tid?. Om han tænkte at andre tænkte at han ikke var et rigtigt mandfolk. Han tænkte måske, at den brækkede arm bare var en belejlig årsag til at tage hjem, og at han måske skammede sig lidt? Der hængte en souvenir på væggen hjemme i mit barndomshjem. Det var et motiv fra Canada, som fik lov at hænge uden tilknyttede historier. Brevene lå gemt i en kuffert på loftet i mit barndomshjem, og kufferten flyttede med, da han flyttede til Toftegård. Her stod den på gulvet i laden sammen med andre ting, han heller ikke interesserede sig for. Min far var ikke særlig god til at rydde op og smide ud, så da han flyttede fra gården overtog jeg kufferten med brevene. Jeg har haft dem i snart 15 år, og først nu har jeg fået læst dem alle. Det har været interessant ikke bare at få et indblik i den ”hemmelige rejse til Canada”, men også et indblik i et sjæleliv og tanker hos en mand, som ellers ikke indviede sine nærmeste i den slags. Ikke mindst har det været morsomt at følge livet på Toftegård i sommeren 1958. Det er næsten som at have været der selv. Der er også enkelte breve fra søskende og anden familie, så korrespondancen er ret omfattende. Jeg har ikke skrevet så meget om livet i Aversi, så der er måske en historie gemt i det til en anden gang.
Jeg har afskrevet hele brevvekslingen mellem min far og hjemmet i Aversi. Sidder der nogen derude med særlig interesse, sender jeg meget gerne en afskrift. Her tænker jeg især på efterslægten til min farfar og farmor Orla og Othilia Lidsmoes. Der er beretninger om hverdag og fest, som kunne være morsomme for efterslægten at få indblik i.
Min far kunne ikke engelsk, men kunne godt lide at sige ”well” og ”that’s for sure” med bred accent, når han skulle vise, at han ikke var helt uden sprogevner. Da han blev ældre og man fik gang i en samtale om gamle dage, kunne hans øjne få et særligt fjernt blik og så kunne der komme et par erindringsglimt fra rejsen.
Det kan være at han syntes at turen ikke var noget særligt, men jeg ærgrer mig lidt over at jeg ikke som barn vidste, at min far havde været cowboy i Amerika og nær havde købt en kæmpe amerikanerbil. Det havde nok været en historie værd.
Glædelig jul og godt nytår!